Nyheder


17.04.2014
Første Vridsted-nederlag i målrig affære
Efter to sejre måtte VIF-erne bøje sig mod Team Spøttrup, der i en underholdende og seværdig kamp vandt med 4-3.

Og det blev en kamp med masser af tilbud i begge ender, men sjovt nok kom 6 af de 7 mål som følge af standardsituationer - 3 til hvert hold. Vridsted to gange direkte på hjørnespark og et straffespark og Team Spøttrup på 3 frispark. Så hjemmeholdets ene gennemspillede scoring blev afgørende.

- Det var en kamp, der bølgede frem og tilbage. Vi kom foran efter 11 minutter ved Lars Bo Kristoffersen på hjørnespark og havde forinden haft to store muligheder. Vi kunne godt i starten have sat nogle flere mål ind, men efter Team Spøttrups udligning midt i halvlegen fik de teten og kunne have scoret mere, end det ene mål efter en halv time, der gav dem pauseføring på 2-1, fortæller Vridsted-træner Poul Vistisen.

Straks efter pausen blev det 3-1, og der skulle et gult kort til Vridsted til, før de for alvor vågnede op med en mand i undertal. Det gav en reducering, på ny direkte på hjørnespark ved Lars Bo Kristoffersen, og så pressede Vridsted på for en udligning med bølger af angreb.


Vridsteds Lars Bo Kristoffersen er her "ude med riven" under sidste års Fjends Cup. I går blev han tredobbelt målscorer.

Men Team Spøttrup slog så en kontra, der blev afgørende for resultatet. Målmand Jens Søndergaard gik udenfor sit felt for at blokere en friløber, men desværre for Vridsted fik han nærkontakt med modstanderen - en forseelse, som blev takseret til rødt kort og frispark, som blev omsat til 4-2. I overtiden fik Lars Bo Kristoffersen reduceret til 4-3 på et straffespark.

- Det var ikke nogen voldsom forseelse, som Jens begik, men det røde kort er nok OK. Der er ingen grund til at hænge med hovederne efter denne kamp, som var tæt, og som vi var fint med i. Spøttrup er et godt hold, men vi matchede dem, selv om de på dagen var mere skarpe end os, vurderede Poul Vistisen.

Han så den tredobbelte målscorer Lars Bo Kristoffersen løbe med stemmer tæt fulgt af Lars Kudahl. Næste kamp er allerede mandag mod CSKA.

- hp
Tilbage

Hovedsponsorer for
Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside