Nyheder


07.09.2014:
Stoholm i ærgerligt nederlag
Det blev igen et 0-2 nederlag - denne gang på Liseborg mod Søndermarken, men den kamp burde have givet point.

Viborg Søndermarken – Stoholm 2-0 (1-0)

Der er ikke kommet indvendinger mod, at der tidligere blev meldt ud, at fredagskampen på Leofield i Liseborg var en historisk kamp. Ifølge historiebøgerne var det første gang nogensinde, at de to klubbers 1. hold tørnede sammen i en turneringskamp, og da der samtidig var tale om et lokalopgør, ja så var det en spændt – men desværre også smalt besat – SIF-trup der drog til Viborg.

Lad det være sagt med det samme – igen var der måske lidt overraskende tale om et meget lige opgør, hvor de små marginaler igen ikke var på SIF’ernes side – i hvert fald ifølge SIF. Dermed er stoholmerne stadig placeret på 7. pladsen, og da både 7. og 8. pladsen betyder nedrykning, ja så er det tvingende nødvendigt, at der skal point på kontoen i de næste kampe, hvis der skal være en reel mulighed for at skimte holdet på 6. pladsen.

De første 45 minutter blev en meget lige affære, hvor værterne havde bolden mest, men hvor udeholdet havde de største chancer. Desværre leverede Søndermarken-målmanden et par redninger, man ikke altid ser i serie 1, og derfor kom fjandboerne heller ikke på måltavlen denne gang.


Rasmus Højbjerg i målet var Stoholms bedste i nederlaget. Arkivfoto Fjends Cup

Det er klart, at det er svært at få mange point, når holdet kun har scoret 2 mål i nu 6 kampe. Steffen Olesen havde et fremragende hovedstød på Peter Hansens flotte forarbejde, og Christoffer Mikkelsens langskud blev på mirakuløs vis slået på stolpen af hjemmeholdets sidste skanse.

Som bundhold går det så tit galt i de anden ende, og det var også, hvad der skete i de døende sekunder af 1. halvleg. Målmand Rasmus Højbjerg – der ellers igen var en af SIF’s bedste – skulle ud og sparke en bold væk. Desværre ramte den Emil Rauff, hvorefter den trillede i mål.

En meget sur afslutning men holdet skal have ros for at holde hovederne oppe, og de sidste 45 minutter blev igen en lige affære. Viborgenserne havde bestemt også deres muligheder, men udeholdet troede, at udligningen var kommet, da Peter Hansen i slutfasen sendte bolden i nettet. Målet blev dog annulleret for offside, og det var en kendelse, fjandboerne havde svært ved at acceptere. I den absolutte slutfase satte Søndermarken så trumf på via et kontraangreb, og dermed blev slutresultatet 2-0 til dem.

I de kommende to kampe har SIF hjemmebane, og det er vel ikke for meget at sige, at de to kampe skal give mindst 4 helst 6 point, hvis redning skal være en realistisk mulighed. Førstkommende fredag spiller SIF på hjemmebane mod Farsø/Ullits – et hold Stoholm havde det meget svært med i foråret, så det bliver igen en svær dyst.

- ALJ

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside