Nyheder


19.05.2014
Overraskende point til Stoholm i Skals
Stoholm viste god moral mod topholdet Skals og hentede overraskende et enkelt point.

Skals FF – Stoholm IF 2-2 (1-1)
Målscorere for SIF:
0-1 ved Morten Groth (str.) – 30. minut
2-2 ved Jonas Svendsen – 85. minut

Lørdag blev dagen hvor SIF formåede at skabe en af forårets største overraskelser i den lokale fodboldverden. Det skete, da de undertippede SIF’ere tog til Skals og fik et point med hjem fra besøget hos det suveræne tophold, der ellers har direkte kurs mod Jyllandsserien.

SIF var ovenikøbet presset rent mandskabsmæssigt, og der var desværre flere afbud til dagen – heriblandt Heine Kristensen der definitivt er ude resten af foråret med en skade. Men det forhindrede ikke de resterende 13 spillere i at levere en mandfolkepræstation, og det gav altså et uventet men tiltrængt point i bunden, og pointet betød, at SIF kravlede over stregen.

Det blev 90 minutter med god nerve og mange nærkampe, hvor SIF-spillerne skal have stor ros for at kæmpe i samtlige 90 minutter. Hjemmeholdet havde ikke overraskende bolden mest, og Stoholm skal være tilfreds med det uafgjorte resultat, som også først blev sikret meget sent i kampen.

Men før den dramatiske afslutning havde Morten Groth bragt fjandboerne i front på straffespark omkring den halve time, men topholdet fik udlignet før pausen. Kort inde i 2. halvleg begik Emil Løber det straffespark, som Skals bragte sig foran med 2-1 på. Herefter lignede det længe en sejr til værterne, og nemmere blev det ikke, da Rasmus Møller fik opgørets eneste advarsel i slutfasen. Det forhindrede dog ikke SIF i at slå til i det 85. minut. Et fladt hjørnespark endte via Per Jensen hos unge Jonas Svendsen, og han sendte flot bolden i nettet. Det betød et afsluttende Skals-pres, men stoholmerne fik altså reddet stormen af – i allersidste sekund var Steffen Olsen endda ved at komme mellem en lidt for kort tilbagelægning, men Skals-målmanden fik sparket bolden væk for næsen af SIF-angriberen.

Efterfølgende blev de to målscorere Morten Groth og Jonas Svendsen belønnet med de fleste fidusstemmer på en dag, hvor stort set alle bød ind med en absolut godkendt indsats. I den kommende weekend venter der SIF en meget afgørende bundkamp, når Nykøbing Mors gæster Fjends. Kampen er en del af ”Super-Lørdag”, så SIF håber på solid opbakning i den uhyre vigtige match, der spilles klokken 16.00.

- ALJ

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside