Nyheder


26.04.2014
Skidt Stoholm-indsats gav nederlag
Stoholm havde håbet på mere i Farsø, men det blev til et nederlag på 1-3.

Farsø/Ullits – Stoholm IF 3-1 (2-1)
Målscorer for SIF:
Morten Groth til 1-1 i det 20. minut

Det var med solide forhåbninger, at SIF-Fodbold fredag drog til Farsø for at møde et hold, der så sent som i efteråret var med i toppen af serie 1. SIF’erne stillede på papiret med det stærkeste hold hidtil i dette forår – eneste afbud var fra Jonas Svendsen. Men fodboldens logik er til tider ulogisk, for selvom det mandskabsmæssigt så aldeles fornuftigt ud, så leverede fjandboerne den sløveste indsats hidtil i dette forår på det høje niveau.

Det kastede også helt fortjent et 3-1 nederlag af sig på en dag, hvor SIF’erne manglede alt – gode boldberøringer, gode afleveringer, de rigtige løb, den nødvendige fight, og sådan kunne man blive ved. Og er det ikke med – ja så får man altså ikke point i serie 1.

Værterne kom hurtigt i front, men det tog ikke lang tid for gæsterne at få udlignet ved Morten Groth. Knap var bolden dog givet op, før det blev 2-1, og det var stillingen, inden man var halvvejs i 1. halvleg.


Morten Groth (med bolden) fik udlignet til 1-1. Arkivfoto

Generelt haltede stoholmerne bagefter, og da det blev 3-1 efter en times spil, så blev det svært. Efterfølgende konstaterede SIF-tilskuerne, at målmand Rasmus Højbjerg var bedste mand, og det fortæller nok meget godt, hvordan kampen forløb.

Farsø/Ullits var reelt set meget tættere på 4-1, end SIF var på en 3-2 reducering, så på den led er der ingen grund til ærgrelse – til gengæld skal man selvfølgelig ikke være fornøjet over en præstation under niveau.

Nu er der altså ingen grund til panik, for alle i og omkring klubben har selvsagt været klar over, at mandskabet vil blive udfordret maksimalt i hver eneste kamp her i serie 1. Det går op og ned – lad os minde om at holdet allerede nu har lige så mange point, som man fik i 14 kampe i serie 2 i foråret 2011, men det er klart, at det kan man selvfølgelig ikke bruge til noget nu – det er bare et eksempel på, at det ikke hjælper at gå helt i baglås på nuværende tidspunkt, selvom der er lidt modgang.

Spillerne må bare klø på, og så er håbet, at der kommer point på kontoen, når SIF på fredag den 2. maj hjemme på Karlsen Arena i Stoholm tager i mod Viborg FF. 

- ALJ

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside