Nyheder


31.08.2014:
Stoholm fordoblede målscore og pointhøst
Fredag aften spillede Stoholm 1-1 mod Aars på Karlsen Arena.


Stoholm IF – Aars IK 1-1 (1-1)
Målscorer for SIF:
1-1 v. Peter Hansen i det 30. minut

Via fight og benhårdt arbejde lykkedes det for SIF at få uafgjort fredag aften på Karlsen Arena i Stoholm. Det er til tider fornemme gæster, der besøger Stoholm i serie 1 her i 2014 – for eksempel var Aars så sent som i 2012 i Danmarksserien.


Men den forskel, der burde være på de to hold – ja, den var ikke til at se i 90 minutter, hvor vejret også spillede ind på begivenhederne. Således regnede det kraftigt i de første 45 minutter, mens spillerne til gengæld blev tilgodeset med tørvejr i 2. halvleg.

Det så ikke godt ud, da gæsterne forholdsvis nemt spillede sig i gennem til scoring allerede i det 12. minut, men efter en halv time fik Peter Hansen udlignet. Der blev ikke scoret yderligere i en 1. halvleg, hvor fjandboerne nok skulle være glade for stillingen 1-1.


Peter Hansen (i midten) har herover scoret mod Skals i Fjends Cup. Fredag var han igen på pletten. Arkivfoto Fjends Cup.


I de sidste 45 minutter kom hjemmeholdet mere med i opgøret. Der blev udkæmpet mange dueller på midtbanen, men den største chance tilfaldt udeholdet, der undervejs ramte træværket. Med et kvarter igen fik Stoholms Steffen Olesen en advarsel, men SIF red stormen af – blandt andet blev der sendt mange indlæg ind i SIF-feltet, men defensiven fik flot afværget.
 

Fidusen gik efterfølgende til unge Christoffer Mikkelsen på en aften, hvor også Peter Hansen, Jonas Svendsen og Rasmus Højbjerg gjorde sig positivt bemærket. Det gjorde resten af truppen sådan set også, så der skal gives stor ros for en absolut godkendt indsats.
 

I den kommende runde bliver der nok skrevet en lille slags lokal fodboldhistorie. Nu kan lokale nørder og statistikere sagtens tage fejl, men så vidt vides, så er det første gang nogensinde, at Stoholm i et turneringsopgør skal møde Viborg Søndermarkens 1. hold.

Det sker fredag aften på Leofield Road ved Liseborgcentret, og som det er tilfældet i mange af kampene her i efteråret, så kan SIF’erne glæde sig over ikke at have et tungt forventningspres på skuldrene. Søndermarken er store favoritter, og det gælder om for Morten Groths tropper at kæmpe og fighte lige så godt, som det har været tilfældet både i tirsdags i Mejrup og i fredags hjemme mod Aars.
 

- ALJ

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside