Nyheder


01.09.2014:
Sparkær levede op til favoritværdigheden
Og vandt en sikker sejr på 5-0 over Vridsted mandag aften i Sparkær. Det blev dermed 3. gang i 2014, at Sparkær vandt med overbevisende cifre over Vridsted - først i træningsturneringen, derefter i Fjends Cup, og nu i den "rigtige" turnering. Og med sejren blander de rød/hvide sig nu for alvor i toppen.

Det lignede ellers ikke topholdsfodbold i 1. halvleg. Godt nok fik hjemmeholdet hurtigt et overtag og styrede kampen, men spillet var ikke godt mod et Vridsted-hold, der spillemæssigt ikke viste noget, men kæmpede godt.


Vridsted måtte love for målmand Jens Søndergaard, og især i 2. halvleg brændte det på foran Vridsted-målet.

Selv ikke et drømmemål af Daniel Brøns efter 25 minutter løste for alvor op for Sparkær-spillerne, selv om Oliver Andersen minuttet efter var meget tæt på 2-0. Chancerne kom, men i de afgørende øjeblikke var Sparkær-spillerne ikke koldblodige nok, og derfor "kun" 1-0 ved pausen.

Vridsted havde en enkelt mulighed, da Jan Jensen snuppede bolden fra Daniel Brøns midt på Sparkær banehalvdel, men hans skud langt ude fra tog overliggeren og gik til målspark.

Efter pausen skulle vi helt ind i dommer Henrik Junges overtid, inden Vridsted anden og sidste mulighed kom. Igen var det Jan Jensen, der denne gang sendte et drøn af et frispark på overliggeren, men det havde kun være kosmetik, hvis den var gået ind.

For inden da havde Sparkær domineret 2. halvleg, og to hurtige mål i det 59. og 61. minut lukkede helt kampen. Først headede Kristian Roesgaard et hjørnespark i mål, og kort efter serverede Oliver Andersen en direktør til Daniel Brøns i feltet, og han svigtede ikke.


Sparkærs Oliver Andersen runder her en Vridsted-forsvarer og serverer kort efter bolden for fødderne af Daniel Børns, der scorer til 3-0.

Blot 6 minutter senere blev det 4-0, da Anders Schmidt drejede et indlæg fra Daniel Brøns i mål, og med 5 min igen dømte Henrik Junge et straffespark begået mod Oliver Andersen, som Vridsted-siden langt fra var tilfredse med. Men det var Andersen lige glad med, og han scorede sikkert hos Jens Søndergaard, som var Vridsteds bedste med flere fine redninger.

Vridsted-træner Poul Vistisen:
Sejren var fuld fortjent. Vi kommer til de to chancer, som Jan Jensen har, men Sparkær har mange flere. Jeg synes, vi kæmpede godt, og jeg er tilfreds med indsatsen. Men i det sidste kvarter kører Sparkær fra os, og vi må love for Jens i målet, der stod rigtig godt. Nu ser vi frem til en uhyre vigtig kamp mod FLUIF næste gang.

Sparkær-træner Claus Højgaard:
Det var noget rodet før pausen, men jeg har fokus på en rigtig god 2. halvleg, hvor vi sidder på det hele og har styr på kampen. Vi holder igen 0-et og scorer nogle flotte mål, så nu kommer de to helt vigtige kampe mod Team Spøttrup og Mønsted, og det glæder vi os til.

Se billeder fra kampen her.

 

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside