Nyheder


21.09.2014:
Sparkær i problemer mod Stoholm
Det trak længe ud, inden topholdet havde sikret en fuld fortjent 3-1 sejr over et godt kæmpende Stoholm-hold.

Iflg. træner Claus Højgaard var gæsterne fra Stoholm kun i stand til at true Sparkær-målet en enkelt gang. Det skete efter 22 minutter, hvor Simon Toft afdriblede tre Sparkær-spillere i venstre side og sendte bolden mod mål. Her tog den indersiden af stolpen og gik ind til en overraskende 1-0 føring.

Inden da havde Sparkær haft 4-5 chancer, men ind ville bolden ikke, og det var kendetegnende resten af kampen, indtil der manglede 6 minutter. Hjemmeholdet pressede voldsomt på og holdt Stoholm stort set på egen banehalvdel i 2. halvleg.

Inden forløsningen kom i de sidste minutter, havde Højgaard gerne set to straffespark begået mod Daniel Brøns, men dommer Ole Tang så dem åbenbart ikke. Derfor var det en befrielse for Sparkær-lejren, da Kristian Roesgaard fik udlignet efter 84 min. og Anders Schmidt kort efter gjorde det til 2-1 på hovedstød. I overtiden kom så et straffespark, som Tang ikke kunne undgå at dømme, da en Stoholm-forsvarer på målstregen forhindrede en scoring med hånden. Daniel Brøns scorede sikkert til 3-1.


Dagen efter sin 21 års fødselsdag satte Anders Schmidt Kristiansen et afgørende mål ind til 2-1 og blev senere "Man of the match". Arkivfoto

- Det var ikke vores bedste kamp, men jeg vil alligevel rose spillerne for ikke at give op, og hele kampen igennem blev de ved med at tro på, at målene ville komme. Og da det første kom, var jeg slet ikke i tvivl om, at der ville komme flere. Havde de ikke haft Casper Drensborg i målet, så havde vi vundet stort, vurderede Højgaard.

På Stoholm IF's facebookside - "Jeg spiller fodbold i Stoholm" - erkende træner Claus Olesen da også, at sejren var fuldt fortjent, men han var alligevel stolt efter kampen:

- Serie 4 spiller en god kamp i dag mod et bedre hold, men vi kæmper rigtig flot, og 7 min før tid fører vi stadig 1-0 på mål af Box, men vi må også være ærlige og sige, at det var ren overlevelse og kun et spørgsmål om tid, før de fik prikket målene ind.

Alle spillere kan være tilfreds med indsatsen, men især Drensborg i målet spiller en stor kamp - Sparkær laver helt fortjent 3 mål til sidst. Håber virkelig, vi kan tage en super gejst og vilje med til de sidste vigtige kampe - første af dem er allerede på lørdag, når Vridsted kommer på besøg. Det er NU det gælder drenge.

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside