Nyheder


25.10.2014:
Sparkær-sejr i spændende og underholdende kamp
Team Spøttrup var ikke kommet til Sparkær med en gavebod, men gav tværtimod topholdet hård modstand, inden 4-3 sejren var i hus.

Det blev en meget lige kamp med masser af muligheder til begge hold, især i 2. halvleg, der var særdeles underholdende og til tider lidt for spændende for hjemmepublikummet, der var mødt talstærkt op.

Spøttrup startede bedst og var hurtigere på bolden end hjemmeholdet, men reelle chancer kom der ikke inden det 25. minut, hvor Johnny Holm kom godt ud og fik afværget en stor chance til gæsterne. Sparkær havde også et par gode muligheder, blandt andet et hovedstød fra Bjarne Have, inden Daniel Brøns tog sagen i egen hånd 6 min. før pausen og scorede via indersiden af stolpen.


Anfører Daniel Brøns fører bolden frem i 2. halvleg. Bagved dommer Klaudi Sigaard, der styrede kampen flot.

Efter pausen kom der for alvor gang i målscoringen, og der var chancer til flere end de 6 i begge ender. Det blev 2-0 igen ved anfører Daniel Brøns, der fik serveret bold på et sølvfad af Oliver Andersen midt for målet. Så troede de fleste, at den var hjemme, men Spøttrup gav aldrig op og fik reduceret efter et hjørnespark 7 min. senere.

Indskiftede Nicklas Jakobsen ville også lige sætte et stempel på oprykningen, og efter 77 min. lavede han et fremragende saksespark på Anders Schmidts hjørnespark. Bolden snittede en forsvarer og gik op i nettaget. Men gæsterne slog tilbage med 6 min. igen på en unødvendig kontra, da Sparkær tabte bolden oppe på Spøttrups banehavldel og havde sendt for mange med frem.

Men igen skabte Nicklas Jakobsen behagelig afstand, da han blev fældet i feltet efter flot indlæg fra Patrick Nielsen. Han scorede selv meget sikkert, og da var tiden ved at løbe ud. Alligevel lykkedes det Spøttrup at reducere endnu engang og igen efter et Sparkær-boldtab. Men det var for sent, for de nåede kun lige at give bolden op, inden Klaudi Sigaard fløjtede kampen af.


Anders Schmidt sætter hovedet på et hjørnespark i 2. halvleg. Herefter f.v. Kristian Roesgaard, Nicklas Jakobsen og Oliver Andersen.

Dermed fik Sparkær lukket al tilbageværende tvivl om oprykningen, som har luret i lang tid og som der ikke kan pilles ved efter 12 sejre og kun et nederlag. Den sidste kamp på lørdag i Mønsted er således uden betydning for oprykningen, da Mønsted også i dag tabte til Sydvestmors med hele 1-5. Men uden betydning er kampen nu ikke, for ingen af de to hold vil tabe den kamp!

Sejren i dag blev igen skabt på en glimrende holdindsats, hvor alle ydede en stor indsats. Derfor er det også svært at fremhæve, men set gennem mine briller kan vi endnu engang ikke komme uden om anfører Daniel Brøns, der viste klassen og gik forrest. Målmand Johnny Holm havde også i kampen helt afgørende indgreb og var sikker i sine indgreb. Nicolaj Andersen arbejdede igen som en besat, og Anders Schmidt var også god bortset fra to målgivende boldtab. I front var Oliver Andersen en evig uro og trussel for forsvaret og arbejdede utrætteligt. Men ros til hele holdet, der har bredde og hvor alle 3 fra bænken kommer ind og bidrager.

Træner Claus var både glad og stolt over sejren og oprykningen:

- Selv om det måske blev en lidt rodet kamp, så vinder vi, fordi vi var skarpe, og jeg synes det er en fortjent sejr over det bedste hold, vi har mødt i efteråret. Selv om Spøttrup er min kommende klub, så fik vi ikke noget foræret, og mit fokus har hele tiden været på at få Sparkær op, og det er jeg så glad for lykkedes.

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside