Nyheder


10.06.2014
Dumt nederlag til Skals i serie 4
Skals havde sendt egen reporter til Sparkær i går, og I får hans vurdering af kampen her.

Serie 4 løb (desværre) ind i et nyt nederlag på 1-3 ude mod Sparkær. Marcello Cilea scorede Skals’ enlige mål.

Det var et ungt hold holdleder Kandee havde samlet til dagens kamp, hvor ældste spiller tilfaldt Marcello med de 30-31 år. (Hvor gammel er du egentlig Marcello?) Gennemsnitsalderen blev udregnet til være 20,3 år for de tretten spillere der var udtaget. Blandt de tretten spillere var der fem 17-årige spillere (Luca Raimondi (17 år) skulle være 14. mand, men måtte melde afbud grundet sygdom), så der er ingen tvivl om fremtiden i Skals FF kan være sikret de næste mange år. Nu omhandler det at give spillerne lidt mere ”senior-hår” på brystet, således de i fremtiden kan indlemmes i førsteholdstruppen.

Tilbage til kampen hvor Skals FF bragte sig foran 1-0 ved Marcello Cilea. Han fik en stikning i dybden og køligt sparkede han den ind ved fjerneste stolpe. Efter en halv time faldt udligningen i en situation hvor Skals-defensiven ikke fik clearet, hvilket Sparkærs suverænt farligste mand (Daniel Brøns, Red.) udnyttede. I slutningen af første halvleg havde Sparkær flere gode afslutninger fra distancen, men Andreas Broberg hev to-tre god redninger frem.


Skals-målmand Andreas Broberg var sit hold en god mand. Her får han hjælp af 8 markspillere i 2. halvleg, mens der stadig stod 1-1.

I 2. halvleg havde Skals FF den suverænt bedste periode i kampen, hvor holdet spillede bolden fornuftigt rundt og havde flere afslutninger fra distancen. Tættest var Marcello, men hans afslutning strøg over mål. Efter ”vandpausen” skiftede holdet karakter og tog nogle forhastede beslutninger, som flere gange var ved at koste mål eller også blev det til individuelle præstationer.

I flere omgange måtte vi takke Andreas Broberg for nogle flotte redninger. Bedst som begge hold havde indstillet sig på et point dummede Skals-holdet sig i opspillet, hvilket gæsterne udnyttede prompte ved at score til 2-1. I overtiden satsede Skals FF hele butikken – tættest var Kasper Møller, men hans afslutning blev en anelse forkølet. I overtiden blev det til 3-1.

Et rigtig trist nederlag til Skals FF, hvor vi igen må konstatere at de personlige fejl simpelthen bliver straffet på et serie 4-plan. Holdet spillede 75-80 gode minutter, - hvis vi ser bort fra Sparkærs chancer, men det er alt sammen ligegyldigt når man smider det væk med fem minutter igen. Nu skal holdet vinde på lørdag hjemme mod B67 – kampen spilles kl. 14.15!

Man of the match blev Mads Holmgren skarpt forfulgt af Andreas Broberg.

/skalsff.dk-REDAKTIONEN

 

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside