Nyheder


01.11.2014:
Mønsted fik deres revanche
Vandt i eftermiddag prestigeopgøret mod Sparkær med 6-3, men det rakte ikke til oprykning, da Sydvestmors vandt i Stoholm. Alligevel er det helt sikkert en trøst i ærgrelsen over den mistede oprykning.

Som cifrene antyder blev det en aldeles underholdende kamp med tænding og masser af nærkampe lige fra starten. Dommer Henrik Junge fik dog afviklet kampen uden brug af kort.

Mønsted startede bedst de første 10 min., hvorefter Sparkær kom mere frem og fik sat aftryk på kampen i en helt jævnbyrdig 1. halvleg. Det var dog Mønsted ved Kristian Svendsen, der fik kampens første helt store mulighed, da han blev spillet fri midt for mål, men Johnny Holm kom godt ud og fik blokeret.

Efter godt en halv time gik det stærkt med målscoringen. Første blev Daniel Brøns spillet godt af Oliver Andersen, og Sparkær-anføreren løb fra Mikkel Clausen og scorede sikkert hos Rasmus Jønsson. Den føring hold kun i 4 min., da Nicolaj Jensen udlignede, hvor Sparkær-spillerne stod og markerede for off-side.


Fodboldballet af Nicolaj Andersen (8) og Kristian Svendsen i 1. halvleg. Allan Ditlevsen og Bjarne Have kikker på.

Gæsterne svarede dog hurtigt igen på det efterfølgende hjørnespark, hvor Bjarne Have kunne sparke bolden i mål, efter at Mønsted-forsvaret ikke fik den ekspederet væk. Igen 2 min. efter blev det 2-2 ved Jens Harrestrup efter et hjørnespark, hvor det var Sparkær-forsvarets tur til ikke at få bolden væk. Herefter fik Mønsted et overtag, og Johnny Holm måtte igen præstere en glimrende redning for at holde 2-2 til pausen.

Det gjorde han så ikke så meget i 2. halvleg, hvor han var alvorligt impliceret i to af Mønsteds mål, mens det tredje også var en ren foræring af forsvaret, der gave Kristian Svendsen en uventet friløber efter 18 min. Inden da havde Anders Schmidt haft et godt langskud, som Rasmus Jønsson kun lige akkurat fik fistet over mål.

Men så var det også så som så med, hvad Sparkær bød ind med. Mønsted var klart bedst efter pausen, og da det blev 4-2 og 5-2 ved Nicolaj Jensen, så det ud til, at gæsterne var begyndt til tænke på aftenens fest.

Oliver Andersen fik pyntet med godt 10 min. igen, men mere skete der ikke, inden Mads Langhoff langt inde i overtiden scorede med et fladt skud langt ude fra og lukkede kampen til 6-3.

Det var ikke lige det udfald, som de mange tilrejsende Sparkær-fans havde håbet på, men hvor de først i kampen sang "Hvorfor vinder Mønsted aldrig noget", så fandt de trøst i resultatet med at synge "Serie 3, serie3, serie3", da kampen var slut.

Sparkærs træner Claus Højgaard var afklaret og anerkendte Mønsted-sejren som fortjent, og det samme mente Mønsted-træner Steen Vang efter kampen. Han ærgrer sig stadig over sidste lørdags nederlag på Mors:

- Ja, havde vi spillet deroppe som i dag, så havde vi vundet og kunne have rykket med op.

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside