Nyheder


03.09.2014:
Ravnstrup/Løgstrup i målrig sejr
Fjends Cup vinderne tog i aftes den anden sejr i træk og har dermed bevæget sig fra bund til top i en tæt pulje.

Vi skulle tirsdag ude mod Højslev St. forsøge at følge op på weekendens sejr. Vi var udmærket klar over, at det ville blive en væsentlig sværere kamp end mod Borbjerg, hvilket da også viste sig at holde stik.

Vi spillede en virkelig god første halvleg, hvor vi kom foran ved Søren Stilling, som flot headede et indlæg ind bag hjemmeholdets keeper. I resten af halvlegen udspillede vi Højslev, som konstant løb forgæves efter bolden, og det var lige præcis, hvad der skete ved målet til 0-2. Opspillet blev startet på egen banehalvdel og med hurtige kombinationer blev Sebastian Murphy sendt i dybden, hvor han med et fladt indlæg fandt han Kenny Brøndum foran mål. Kenny satte nemt indersiden på indlægget og dermed 0-2.

Sebastian Murhy lagde op til R/L's andet mål. Arkivfoto Fjends Cup.

Vi fortsatte ufortrødent, og kort før pausen var vi tæt på 0-3, da Rune Nørregaard bankede et skud på underkanten af overliggeren, men bedst som vi var ved at lukke kampen, fik Højslev på en af deres få chancer i første halvleg reduceret til 1-2, hvilket var stillingen ved pausen.

Lidt rokeringer i pausen gav desværre lidt usikkerhed i starten, og efter et hjørnespark kunne en Højslev-spiller helt umarkeret sparke bolden ind til udligning. Heldigvis på dagen, var det som om, at vi havde et ekstra gear at give af. For kort efter sparkede Rune Nørregaard med en halvflugter fra kanten af feltet føringen tilbage til os.

Højslev var klart bedre med i en anden halvleg, som blev en mere fysisk affære, og de udlignede endnu engang, da en af hjemmeholdets spillere omsatte et frispark til mål. Endnu en gang formåede vi at slå tilbage med det samme, da Rune Bjerre scorede til 3-4.


Rune Nørgaard spillede ligesom Rune Bjerre noget af det bedste længe. Arkivfoto Fjends Cup

De sidste 10 minutter blev en lige affære, hvor Højslev naturligvis prøvede at presse på, men hvor vi omvendt havde en del omstillinger. Der skete dog ikke mere nævneværdigt, og det hele endte med en 3-4 sejr.

På dagen var det virkelig en stor holdindsats, men skal man fremhæve nogle, så spillede Rune Bjerre og Rune Nørregaard begge det bedste set længe. Hvor de med stor arbejdsiver og en fantastisk boldomgang styrede midtbanen flot.

Holdet er allerede i kamp igen fredag aften, hvor man tager turen til Mors. En svær kamp imod et hold som indtil nu har været uhyre stærke på hjemmebane. Kampen spilles kl. 18.30 i Nykøbing


- Frank Tylstrup

 

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside