Nyheder


26.10.2014:
Mønsted fik tennisklø på Mors
Med nederlaget på 1-6 til Sydvestmors er MIF-ernes mulighed for oprykning vel nu kun teoretisk.Det halmstrå, som Mønsted skal klamre sig til, er, at Stoholm tager point fra Sydvestmors, og de selv slår Sparkær på lørdag. Det sidste er nok mere sandsynligt end det første, og hvis Sydvestmors vinder i Stoholm, så kan end ikke en Mønsted-sejr i lokalopgøre hjælpe.

Nu er det svært at bortforklare et 1-6 nederlag, og det prøver træner Steen Vang da heller ikke på her søndag eftermiddag. Men han ærgrer sig over en 1. halvleg, der ender 3-1 til hjemmeholdet, hvor Mønsted styrer begivenhederne de første 25. minutter uden at kunne udnytte to gode muligheder til Nicolaj Jensen og Allan Ditlevsen.

Det kunne hjemmeholdet til gengæld på et hjørnespark efter 26. min., hvor bolden bliver headet i en blød bue over forsvaret og ind bag Rasmus Jønsson i målet.


Sune Langhoff (t.v.) både scorede på og brændte et straffespark. Arkivfoto

Senere i halvlegen fik Mikkel Clausen gult, men kort efter blev Allan Ditlevsen fældet i feltet, og Sune Langhoff udnyttede tilbuddet til 1-1 efter 42. min. Men inden pausefløjtet gik det galt for Mønsted. Først headede Nicolaj Jensen et indlæg fra venstre i hovedet på Niels Christiansen og derfra gik bolden i mål, uden at der var nogen Sydvestmors-spillere i nærheden, og kort efter blev det 3-1.

Så blev det op ad bakke, og det blev ekstra svært, da først Mikkel Clausen begik straffespark til 4-1, og mens brdr. Mads og Casper Langhoff begge var ude med gult kunne hjemmeholdet øge til 5-1, og til allersidst blev det så 6-1. Inden da havde Sune Langhoff brændt et straffespark, som han placerede samme sted som det første, men det havde målmanden luret.

Steen vang var afklaret dagen derpå:

- Det var den mulighed, vi havde for at rykke op i år. På et tidspunkt i efteråret troede jeg på det, og jeg synes, vi havde fat i det rigtige. Men jeg tror, det er på det mentale, vi skal arbejde næste år, for vi har haft rigtig meget spil og styret kampene, og så alligevel er vi faldet ud. Selv om der er en teoretisk mulighed, så tror jeg ikke på, at Stoholm kan tage point fra Sydvestmors, men vi går selvfølgelig efter at vinde over Sparkær på lørdag.

Opgaven på Mors blev ikke lettere af, at han manglede to af de bærende kræfter, Kristian Svendsen, der er skadet og Claus Østergaard.

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside