Nyheder


02.01.2014
Erfaren træner til Ravnsbjerg/Løgstrup
56-årige Kurt Mogensen fra Bjerringbro har i en lang årrække ageret som både ungdoms- og seniortræner på Viborg-egnen. Nu tager han så over i fusionsafdelingen Ravnsbjerg/Løgstrup, hvor han erstatter Klaus Kærgaard, der tidligere på efteråret meddelte sin afgang og nu tørner ud sammen med Frederiks.

Kurt Mogensen startede sin mangeårige karriere som fodboldtræner i VFF, hvor han fra 1979 til 1986 var ungdomstræner. Året efter blev han seniortræner i klubben, men siden da er det blevet til trænerjobs i masser af klubber, som eksempelvis B67, Mammen, Kjellerup, Sjørslev/Demstrup, Ans, Overlund, Søndermarken, Bjerringbro og KK07, hvor han har været de to seneste år.

- Vi har nu sikret os en rigtig dygtig og social kompetent fyr til at styre tropperne mod et forsvar af Fjends Cup titlen. Kurt er også valgt på grund af sin store erfaring med de ældste ungdomsspillere (U19). Et stort kuld af disse unge mennesker fra Ravnsbjerg IF står på tærsklen til at blive integreret i senior-afdelingen, fortæller formand i RIF Johnny Krogh Hansen.

Også Steffen Aaby, der er talsmand for Løgstruop G&IF er glad for aftalen:

- Jeg er sikker på, at vi har fået en rigtig dygtig træner som passer rigtig godt ind i gruppen. Vi ser utrolig meget frem til det kommende samarbejde, og ser rigtig gode muligheder i den trup der er her i foråret.

Mogensen selv glæder sig også til arbejdet i Ravnsbjerg/Løgstrup.

- Jeg kender ikke så mange af spillerne, men har jo fulgt med i avisen, og jeg ser frem til at bringe noget humør og gejst ind i truppen - det er noget af mit varemærke. Og så har jeg fokus på, at der kommer nogle unge spillere op, som skal integreres, og her mener jeg absolut, at jeg med min erfaring kan bidrage.

Den nye træner har også hørt om klubbens satsning på forsvaret af Fjends Cup titlen, og den er han helt med på. - Jeg har kun hørt og læst godt om Fjends Cup, og vi vil bruge foråret på at forberede titelforsvaret, lyder det med et smil på læben fra Mogensen, der dog også satser på, at R/L skal være med til at præge puljen i serie 2 i foråret - vel og mærke i den sjove ende!
 

- hp
Tilbage

Hovedsponsorer for
Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside