Nyheder


11.09.2010:
Vridsted nærmer sig toppen
Siden det indledende nederlag til Sparkær er det kun gået fremad for Vridsted, der nu efter tre sejre og en uafgjort er på 2. pladsen. I dagens kamp mod nedrykkerkollegaerne fra KK07 var der ingen slinger i valsen, og den sikre sejr blev på 3-0.

- Men vi førte kun med 1-0 ved pausen på Mads Kibsgaards mål efter 8 minutter, selv om vi sidder på det hele før pausen og skaber flere chancer. Så lidt nervøs er man jo altid med den føring, fortæller træner Lars Lunne.

Han blev dog mere rolig efter pausen, da Rene Nielsen midt i halvlegen gjorde det til 2-0, og helt rolig blev han 5 min. før tid, da Mads Kibsgaard med sit andet mål endelig lukkede kampen. 

Vridsted-træneren har roser til kampens dommer Klaudi Sigaard, der ikke favoriserede sine bysbørn fra Karup, og til Mads Kibsgaard, der var Vridsteds bedste på dagen.

- Men alle gjorde det godt, og uanset resultatet af morgendagens kamp mellem Sparkær og Kirkebyen, så ser vi frem til næste uges kamp i Sparkær, hvor vi gerne vil have revanche for nederlaget i sæsonudlægget, siger Lunne.

Han havde på grund af flere afbud gravet "gamle" Uffe Sørensen frem af gemmerne, og han præsterede fine 90 minutter og fik næstflest stemmer efter kampen. - Skal du bruge point, så skal du bare ringe, var beskeden fra veteranen til træneren. Lad os se, om han er med i Sparkær næste weekend.

hp
Tilbage