Nyheder


22.10.2010:
Tirret redaktionssekretær korrigerer
Vores redaktionssekretær Anders L. Jakobsen er blevet pikeret af et indlæg i Sparkær IF's klubblad.

Rettelse:

Nu ved jeg godt, at der ikke er mange af fjendscup.dk's læsere, der har haft mulighed for at læse det seneste nummer af Sparkær IF's flotte klubblad (Se det her, red.). Der er dog faktuelle fejl i en artikel fra Sparkær IF's seniorudvalg, og eftersom næste nummer først udkommer om lang tid, så må fjendscup.dk være det rette sted at få korrigeret fejlene.

Artiklen har overskriften "Spåmanden fra Stoholm fejlede", og længere nede i det ellers velskrevne indlæg står følgende: Med hensyn til føromtalte spåmand, går det nok ikke den ivrige fjendscup.dk læsers næse forbi, at de to klare nedrykningskandidater var udnævnt til at være Vridsted og Sparkær fra deres fælles serie 4 kreds, altså set fra en medredaktørs og skribents side.

Det har undertegnede aldrig sagt!!

Jeg kan henvise til de to omtalte indlæg under nyheder på fjendscup.dk - Jakobsens opvarmning - 2. del (fra den 26/7 2010) og Jakobsen runder Fjends Cup 2010 af (fra den 13/8 2010).

Det er så op til læserne selv at gå ind og se og genlæse, om jeg har sagt, at Sparkær og Vridsted rykker ned - for det har jeg nemlig aldrig.

Jeg kan ikke citere alt, hvad jeg har skrevet, men jeg vil dog lige komme med et par direkte citater.

I det førstnævnte indlæg står der blandt andet: Disse to lokale hold (altså Sparkær og Vridsted) er kommet i en sand dynamitpulje - her skal der ikke gives bud på hverken op eller nedrykning.

I det sidste indlæg står der blandt andet: Derudover har der været snak om, at både Sparkær og Vridsted er havnet i så svær en serie 4 kreds, at det ikke kan udelukkes, at holdene skal skæve til nedrykningsstregen.

Så jeg har altså aldrig sagt, at de to klubber var klare nedrykningskandidater!!

Derimod vurderede jeg, at kredsen ville blive tæt, og uden at klappe mig selv alt for meget på skuldrene, så er det vel også korrekt, da Vridsted sluttede på en flot 2. plads - med 2 point ned til nedrykningsstregen!!!

Apropos Vridsted så havde jeg inden Fjends Cup en klokkeklar forudsigelse. Hvis Vridsted kunne gentage den flotte bedrift fra 2009 og spille sig videre til finalerunden, så ville der være en kasse øl fra undertegnede tirsdag aften. Jeg anså det for urealistisk, og med 3 nederlag og en målscore på 1-13 blev det også bekræftet.

Så der skal være plads til debat og fejl, men det duer ikke med faktuelle fejl, som det der stod i Sparkær IF's klubblad. Ellers ender vi med at gentage det historiske TV-indslag, hvor den legendariske tidligere Fremskridtsmand Kristen Poulsgaard var trængt op i en krog. Intervieweren sagde til sidst efter flere afvisninger fra Poulsgaard: Jamen Poulsgaard - det er jo fakta - hvortil Poulsgaard svarede: I så fald benægter jeg fakta!

Men jeg kan også tage fejl. Se nu bare den lokale serie 3 kreds. Her vurderede jeg (i øvrigt ligesom Mønsted-træner Ove Jakobsen i Skive Folkeblad inden sæsonstarten), at Mønsted var oprykningsfavoritter, og der har jeg i hvert fald ikke fået ret!!!

Med venlig hilsen Anders L. Jakobsen - redaktionssekretær

P.s.: I øvrigt et stort tillykke herfra til Poul Vistisen og co. med den flotte og fortjente oprykning:-)

 

hp
Tilbage