Nyheder


13.08.2010:
Peter Hansen igen på pletten for Stoholm 
Stoholm fik en fin start på turneringen med en 2-1 sejr i Overlund efter 1-0 ved pausen. Jens Lauritsen, tidligere Sparkær og årets idrætsleder i Viborg Kommune med tilknytning til Overlund, var på Overlund Stadion, og fra ham har vi fået et fyldigt referat fra kampen:

Kampen var ikke særlig velspillet men indeholdt så til gengæld masser af fight. Stoholm var til start uden Kian Lykke, Patrik Lykke og Henrik Korup. Men igen viste træner Morten Groth, at han er god til at få det maksimale ud af de spillere, der er til rådighed.

Overlund kom bedst fra start og havde også et par rimelig store chancer, men efterhånden kom Stoholm mere med i kampen, og fik også deres chancer efterhånden. Og omkring den halve time blev Overlund ramt af en 10 minutters udvisning, og den udnyttede Stoholm til at bringe sig foran. Det skete efter, at Overlund endnu en gang havde haft en rimelig stor chance, men så fik altid hårdt arbejdende Peter Hansen stukket en lang bold i mellem to Overlund-spillere, som han løb fra, og fra kanten af feltet kanonerede han bolden op i nærmeste hjørne.


Peter Hansen (13) viste igen sin målfarlighed og scorede begge mål i aftenen kamp. Her fra finalen i Fjends Cup. T.v. er det Mønsteds Fl. Bennedsgaard, der tager sig til hovedet.

I 2. halvleg var det igen Overlund, der startede bedst, men kun med enkelte store chancer, og som man troede, at kampen var ved at gå død, viste Peter Hansen igen sin målfarlighed med knap et kvarter igen. Og endnu en gang fik han bolden i dybden, og heller ikke denne gang svigtede han og scorede sikkert til 2-0 til stor glæde for spillere og de 4 medrejsende fans. (Det viser jo igen hvor stor en publikumsmagnet Fjends Cup er ved siden af JBU-turneringen). 

Dog skulle der blive lidt spænding til sidst i kampen da Overlund fik reduceret til 2-1 på et ikke særlig hårdt langskud, men som til gengæld sad helt ude ved højre stolpe for målmanden. Men det lykkes ikke for Overlund at presse sig frem til noget farligt i de allersidste minutter, og derfor kunne Stoholm-spillerne juble efter sidste fløjt fra dommeren efter en dommerpræstation, som begge hold havde lidt svært ved at finde en linie i.

Så derfor en sejr til Stoholm hvor Overlund ikke havde held/effektivitet nok til at score andet end det ene mål. Men det havde Stoholm til gengæld i Peter Hansen.

/Jens Lauritsen

Red
. Kristian Østergaard og Rasmus Børsting - Salling-folk, der deltog for Stoholm under Fjends Cup er iflg. Skive Folkeblad ikke til disposition for Stoholm i efteråret, og Patrick Lykke er angiveligt på vej til Skive IK.

hp
Tilbage