Nyheder


05.10.2010:
Ærgerligt Stoholm-nederlag i Thy
Stoholm havde godt styr på begivenhederne, da de gæstede Snedsted, men de endte med at tabe 2-3 til Midtthy.

FS Midtthy - Stoholm IF 3-2 (2-2)
Målscorere for SIF:
1-1 Morten Agerskov
1-2 Morten Groth

Efter en fremragende start på sæsonen er det nu blevet hverdag for Morten Groths tropper. De sidste tre kampe har kun kastet et enkelt point af sig, og dermed er fjandboerne efterhånden dybt involveret i nedrykningsstriden. Blandt andet er det værd at bemærke, at de to første kampe i efteråret mod HIF/OGF og FS Midtthy gav seks point - her i anden runde har de samme kampe givet to nederlag.

Til lørdagens kamp var SIF'erne fremdeles ramt af afbud, men det er de øvrige hold også, kan man ofte læse, så det er ingen undskyldning. Dog gjorde det ekstra ondt, at profiler som Peter Hansen og Rune Christensen ikke var med på Sundby Thy Stadion. Der var dog ingen bortforklaringer, da træner Morten Groth gjorde status over de 90 minutter.

 - Nej, selvom vi ikke var i vores idealopstilling, så var det et unødvendigt nederlag. Vi spillede i den grad med, men vi manglede konsekvens i begge ender af banen. Med Hurups sejr i Løgstrup er der nu ikke langt ned til den sure nedrykningsstreg, så det må vi forholde os til.

Thyboerne fik klart den bedste start, og allerede efter 10 minutters spil kom de i front. Herefter overtog SIF'erne spillet, og to gange Morten - Agerskov og Groth - sørgede for, at kampen blev vendt på hovedet. Det lignede en halvlegsføring, men i det 44. minut blev der udlignet til 2-2. Dog nåede SIF i følge Morten Groth at få en kæmpechance inden pausefløjtet, men Patrick Lykke misbrugte den store mulighed tæt under mål.

Efter pausen vekslede spillet frem og tilbage, men FS Midtthys scoring efter knap en times spil blev opgørets sidste, og dermed kunne hjemmeholdet tage de tre point. Efter kampen fik spillende træner Morten Groth fidusstemmerne på en dag, hvor kampens dommer kun gav en advarsel - den tilfaldt SIF'ernes Steffen Christiansen.

I den kommende runde venter der SIF et vaskeægte lokalopgør, når Højslev Station kommer på besøg på Stoholm Stadion. Her kan hjemmeholdet i hvert fald glæde sig over at være særdeles undertippet mod et Højslev-hold, der i øjeblikket viser storform. Således har holdet vundet de to sidste kampe, og målscoreren hedder 8-0! Dermed vil SIF-point være en solid overraskelse, men omvendt vil det lune gevaldigt, da nedrykningsstregen som sagt nærmer sig.

I øvrigt spiller SIF's 2. hold i serie 5 "forkamp" til lokalopgøret, når holdet møder Mønsted. Efterfølgende er der nok fest, da holdet søndag sikrede sig oprykning til serie 4 med en 3-1 sejr i Sparkær.

ALJ
Tilbage