Nyheder


11.04.2010
Søndags-sejr til Stoholm i Mejrup
Først en sejr i Thy, så nederlag hjemme og søndag tog Stoholm til Mejrup og hentede en sikker 4-1 sejr. Er Stoholmerne et udebanehold? 

Mejrup GU - Stoholm IF 1-4
Målscorere for SIF:
Claus Olesen 2, Patrick Lykke og Emil Rauff

Stoholm IF har fået en overraskende god start i serie 2. Godt nok tabte holdet hjemme til Midtthy i sidste kamp, men Morten Groths tropper fik i den grad taget revanche, da holdet søndag eftermiddag var på besøg i Mejrup. Hjemmeholdet var inden kampen ubesejret, men ikke desto mindre fik SIF en indiskutabel sejr, og holdet har dermed 6 point for tre kampe og er placeret flot i kredsen.

Det startede ellers skidt for fjandboerne, da Mejrup allerede tidligt i kampen bragte sig i front med 1-0. Men inden der var spillet 10 minutter havde SIF udlignet, og herefter så 2. holdstræner Carsten Jensen Stoholm spille en rigtig flot kamp, hvor der virkelig blev investeret meget i nærkampene. "Ja, det var en fuld fortjent sejr til SIF på en dag, hvor Morten Bigum ellers tidligt i kampen måtte udgå med en fiberskade. Men de resterende 12 ydede flot, så det var en fornøjelse, kunne Carsten Jensen berette søndag aften. Han sagde i øvrigt også, at Peter Hansen var den mest markante SIF'er på Mejrup Stadion. SIF's målscorere var Claus Olesen med to mål samt Patrick Lykke og unge Emil Rauff. Førstnævnte kom dermed for alvor i gang i turneringen med sine to første scoringer, mens det er værd at bemærke, at Patrick Lykke scorede for tredje kamp i træk. 

I næste runde venter der SIF barsk modstand, når fjandboerne får besøg af rækkens absolutte oprykningsfavorit fra Klitmøller. Thyboerne satser hårdt og har planer om at blive Thys næstbedste mandskab efter flagskibet Thisted FC. Holdet har blandt andet vundet med voldsomme 9-2 over Team Spøttrup og i weekenden blev Højslev Station sendt hjem med et 4-1 nederlag. Så SIF skal have samme indstilling med lørdag eftermiddag, som det var tilfældet i Mejrup.

Stoholms serie 4 fik en flot start på turneringen med en 4-0 sejr hjemme over Frederiks - her var Kim Patschinsky dobbelt målscorer, mens Nikolai Christensen og Steffen Olesen nettede en enkelt gang. For at fuldende en storartet SIF-weekend, ja så vandt Steen Bachs serie 5 tropper med 6-5 over Ravnsbjerg efter at have været bagud 1-5!!

ALJ
Tilbage