Nyheder


17.04.2010
Topopgør i Stoholm uden mål
I en kamp stort set uden afgørende chancer spillede Stoholm og Klitmøller 0-0.

Stoholm IF - Klitmøller IF 0-0
 
Det var rækkens absolutte tophold, der lørdag eftermiddag gæstede Stoholm Stadion. Det er ikke hverdagskost - vi skal i hvert fald 30 år tilbage - før der er blevet budt på en form for topopgør i serie 2 i den nu hedengangne Fjends Kommunes hovedstad. Men det var ikke desto mindre, hvad publikum var vidne til, men hverken chancer eller mål kunne der gives denne blæsende aprildag.
 
Det fjerner dog ikke det faktum, at Morten Groths tropper har fået en meget flot start på denne sæson. Opstarten var kaotisk med mange afbud og nederlag i træningskampene, men man må også være så kynisk at sige, at træningskampe er en ting - turneringskampe noget andet! For seriøsiteten har i den grad indfundet sig nu, og 7 point efter 4 kampe er så absolut godkendt.

Uden at kende taktikken, så er det nok et godt bud, at Stoholm IF på forhånd ville sikre sig defensivt mod et Thy-hold, der i de tre første kampe havde scoret imponerende 15 mål! Samtidig var SIF-mandskabet handicappet af afbud fra både Morten Bigum, Kian Lykke og Claus Olesen. Men spillende træner Morten Groth har virkelig fået rollerne godt fordelt på holdet, som virker til at være i harmoni.

Men som tilskuer kommer man ikke udenom, at kampen stort set forløb uden chancer. Den største chance kom i det 92. minut, hvor Morten Agerskov kunne/burde have omsat Henrik Thøgersens fine oplæg til mål, men det ville så også have været det absolut optimale udbytte af en kamp, hvor thyboernes overtag nok nærmede sig 65-35 i procent.

Andet er der stort set ikke at nævne - tilskuerne hyggede sig under tribunen, hvor thyboerne også var fint repræsenteret og ikke engang kort fra kampens udmærkede dommer Ole Clemmensen, kunne man varme sig på. Nej, de to hold "stod" godt på banen for at bruge et gammelt fodboldudtryk, og så skal det nævnes, at Henrik Korup og Carsten Risgaard vel ikke satte en fod forkert i defensiven, mens de unge folk på back-pladserne - Emil Rauff og Rasmus Haahr - også var godt kørende. Selvom thyboerne havde det spillemæssige overtag, så var Rasmus Højbjerg stort set arbejdsløs, men det der kom, havde han styr på.
 
SIF's serie 4 fik et enkelt point med 3-3 i Kjellerup fredag aften, og her scorede træner Carsten Jensen to mål, mens Kenneth Jensen noterede sig for det sidste. 3. holdet i serie 5 tabte 3-2 til en af de gamle traditionsrige Fjends Cup klubber fra Kjeldbjerg.

ALJ
Tilbage