Nyheder


11.04.2010
Mønsted ydmyget på Liseborg
Efter en til tider pinlig indsats måtte fjandboerne tage hjem med et historisk stort nederlag på 4-9. Det oplevede vores udsendt Kenneth Davidsen således:

Viborg Søndermarken IK - Mønsted IF 9-4 (4-1)
Målscorere for MIF:
9.minut 1-1 Jacob Toft
50. minut 2-4 Flemming Bennedsgaard
66. minut 3-6 Jacob Toft
67. minut 4-6 Jacob Toft

Lørdag d. 10/4 2010 blev dagen, hvor Mønsteds 1. hold fik den største afklapsning i mange år. Holdet tabte 4-9 til Viborg Søndermarken og ydede en decideret pinlig og uinspirerende holdindsats.

Træner Ove Jacobsen gjorde i sit oplæg ellers meget ud af at forklare spillerne, at man ikke skulle undervurdere et rutineret SIK-mandskab, der på dagen talte ret markante profiler. Bl.a. kan nævnes tidligere superligaspillere Klaus Kærgård og Lars Kristensen samt mangeårig topscorer på SIK's 1. hold Jack Nielsen.

Meget symptomatisk for MIF var det op ad bakke fra start. 4 minutter var spillet, da kampens meget tøvende og usikre dommer Morten Møller, dømte en tvivlsom hands på Casper Langhoff i Mønsteds felt. Det resulterede i straffe og scoring til SIK. 5 minutter senere bragte kampens MIF'er Jacob Toft balance i regnskabet med sin første af tre scoringer. I den efterfølgende periode var kampen meget lige, uden nogen af holdene formåede at skabe et egentligt overtag. I kampens 33. minut startede den alvorlige MIF-nedtur. Med scoringer i det 33., 36. og 43 minut, satte SIK for alvor udeholdet under pres.


3 mål af Jacob Toft var ikke nok til at sikre MIF point på Liseborg
Efter pausen kom MIF ud med fornyet tro på, at man kunne vende kampen til egen fordel. Denne tro blev kraftigt forstærket, da Flemming Bennedsgård med et brag af langskud fra 25 meter reducerede føringen til 2-4. SIK svarede dog hurtigt igen med to scoringer. 25 minutter før tid var det Jacob Toft, der skabte fornyet spænding om resultatet, da han med to scoringer indenfor et par minutter igen reducerede føringen til 2 mål. 

Kampens eneste 10 minutters advarsel tilfaldt Mønsted-keeper Mike Rasmussen. Denne periode udnyttede SIK til at lukke kampen med yderligere to scoringer. Og med en enkelt scoring mere i de sidste minutter endte ydmygelsen altså ved 9-4.

Som sagt en pinlig indsats af MIF, der udover den første halve time stort set lignede en flok statister. Hvordan man efter en god opstart med gode præstationer i de første kampe kan falde sådan i niveau, er for undertegnede en gåde. De personlige fejl stod i kø, og intet hang sammen eller lykkedes for spillerne.

Holdet må nu vise sig selv og tilskuerne, at man kan rejse sig ovenpå en sådan katastrofal indsats. Det være sig både til træning tirsdag, men i særdeleshed i torsdagens hjemmekamp mod nedrykkerne fra Vinderup. Kampen spilles kl. 18.30.

kfd

Redaktionen har efterfølgende talt med træner Ove Jakobsen, og han havde denne kommentar til blamagen:

- Jeg må sige, at jeg aldrig har oplevet noget lignende, og jeg er skuffet over, at der blev taget så let på opgaven, selv om jeg havde advaret spillerne. Godt nok var vi ramt af afbud fra Jens Harresturp og Sune Langhoff, der har afgørende roller i vores nye forsvarsopstilling, men alligevel var det en katastrofal forsvarsindsats! Godt at vil allerede skal i kamp igen torsdag, lød det fra den skuffede MIF-træner

hp
Tilbage