Nyheder


31.10.2010:
Mønsteds skæbne overladt til andre
Efter 1-2 i Skive IK lørdag kan Mønsted nu ikke selv afgøre, om de skal blive i serie 3. En sejr i den sidste kamp kan dog vise sig at være nok. 

Skive IK - Mønsted IF 2-1 (2-0)
Målscorer for MIF:
1-2 Jacob Toft
 
Lørdag eftermiddag var der på kunststofbanen på Egeris Idrætsanlæg linet op til et vaskeægte nedrykningsdrama, da Mønsteds serie 3 mødte Skive IK.
 
Om Mønstedspillerne lige skulle vænne sig til det anderledes underlag, eller om det var andre faktorer, der spillede ind, vides ikke. Faktum er, at det var Skive, der lagde bedst ud i kampens første halvdel. Generelt holdt begge hold et højt tempo, og det blev da også til chancer i begge ender. Skives offensive folk var dog skarpe og kunne med to mål midt i halvlegen skabe sig et godt fundament for kampens videre forløb. Mønsted kæmpede godt, men kunne i 1. halvleg ikke rigtig få spillet til at "rulle" på samme måde, som man så det i lange perioder mod Herrup i sidste runde. Ja, faktisk fik man ikke rigtig prøvet Skives målmand af i de første 45 minutter. Dermed måtte MIF gå til pausen nede med 2 mål.
 
I pausen blev spillerne informeret om de andre resultater i puljen, der flaskede sig ganske gunstigt for MIF. Det var åbenbart det, der skulle til for i 2. halvleg fik Mønsted-spillerne hævet niveauet ganske betragteligt. Det skal dog også nævnes, at hjemmeholdet samtidig ikke kom med nær det samme tryk, som det var tilfældet før pausen. Det blev Jacob Toft der for alvor skabte spænding i kampen, da han på fornem vis tæmmede og flugtede et indlæg fra venstre side i kassen til reducering 1-2. Herefter satsede træner Ove Jacobsen med udskiftninger og taktiske ændringer, hele butikken i håb om en måske altafgørende udligning. Flere og flere offensive folk blev kastet frem, som minutterne gik, og Mønsteds overtag blev større og større. Men Skives defensiv fik afvist det meste, og det blev kun til nogle få men ret store chancer, hvor man desværre nok engang manglede koldblodigheden.
 
Dermed mundede det hele ud i et knebent nederlag til Mønsted, i en kamp hvor begge hold havde overtaget i hver deres halvleg. Mønsteds overtag dog større i 2. halvleg end Skives var i de første 45 minutter. Med Mønsteds pres efter pausen havde en udligning måske været på plads, omvendt havde Skive muligheden for endegyldigt at lukke kampen til 3-0 før pausen.
 
Med weekendens resultater er der lagt op til en sand gyser i sidste spillerunde. Mønsted skal til Feldborg/Haderup, der allerede er rykket ned. En sejr i denne kamp vil med meget stor sandsynlighed være nok til en sæson mere i serie 3. Med en evt. Mønsted-sejr vil man dog under alle omstændigheder være afhængig af enten sejr til Ravnsbjerg IF (der kan gøre rent bord hvad sejre angår) mod B67, eller sejr/uafgjort til Skive IK mod Herrup BF.
 
Alle kampe i sidste runde spilles lørdag d. 6/11 kl. 13.30.

kfd

hp
Tilbage