Nyheder


12.10.2010:
Løgstrup havde fortjent bedre
Spillede den bedste kamp i denne turnering, men måtte alligevel indkassere et ærgerligt 0-1 nederlag i overtiden til oprykningsbejlerne fra Ulbjerg.

"Lørdag eftermiddag tog DGT et smut til Ulbjerg for at møde topholdet fra Ulbjerg IF. Vejret viste sig fra sin pæneste side med solskin og nærmest ingen vind. Oveni fik tilskuere en kamp med masser af nærkampe og intensitet, som hjemmeholdet desværre trak sig sejrrigt ud af!
 
LGIF stillede til kampen op i stærkeste opstilling, det betød blandt andet at Frederik Mæng indtog venstrebacken fra start af, efter flere gode præstationer på det seneste! Velvidende om at DGT tabte 6-1 sidst de to hold mødtes gik man lidt defensivt orienteret til opgaven. Det handlede virkelig om at stå godt på banen, og så ellers komme af sted når chancen bød sig. Det var holdets eneste mulighed, for spiller for spiller er Ulbjerg klart rækkens bedste hold. Derfor handlede det om at få kollektivet til at stå fornuftigt, og det lykkedes til fulde!
 
I kampens indledning var det dog Ulbjerg der dominerede. Der var pres på Løgstrups midterblok, og mange bolde blev slået i feltet. Heldigvis havde Thorsager og Aaby snøret støvlerne korrekt denne dag, og holdt hjemmeholdet fra fadet i laaaang tid. Efter lidt tid kom Løgstrup bedre og bedre med, og havde tilløb til flere store chancer. Det var dog ligesom om at det sidste manglede i både afleveringer og afslutning i de første 45 minutter, og derfor lykkedes det ikke DGT at få puttet bolden i kassen. Ulbjergs eneste chance i første halvleg kom efter ca. 10 minutter, men tilbagevendte Kenneth Andersen i Løgstrups mål tog sig flot af hovedstødet. Første halvleg endte altså 0-0, efter 45 minutters hård fight og intense nærkampe.
 

Kenneth Andersen (tv) var tilbage i Løgstrup-målet efter sin skade i turnerings første kamp mod Skals.

Derfor var LGIF også ovenpå til pauseteen. Defensivt havde man præsteret rigtig flot, og havde også gjort det man skulle når man kom fremad banen. Med ordene om at fortsætte gik man til anden halvleg med stor selvtillid.
 
Starten af anden halvleg kom til at foregå på nøjagtig den måde Løgstrup gerne ville have den til. Ulbjerg havde bolden meget, men grundet den fremragende organisation endte bolden enten hos målmand Kenneth Andersen eller ude over sidelinjen. Derfor blev hjemmeholdet mere og mere frustreret, og det styrkede DGTs selvtillid endnu mere. Det var også lige ved at blive 1-0 da Brian Jensen med et kvarter igen fik en ret så stor mulighed for at score. Desværre gik hans forsøg ved siden af. Det samme kan siges om Christian Vestergaards mulighed da uret havde rundet de 85, men desværre var hans forsøg også uskarpt.
 
To minutter inde i dommerens tilllægstid skete det frygtelige så. Ulbjerg fik et frispark i venstre side, og på bagerste stolpe dukkede en Ulbjerg forsvarer op og headede Ulbjerg på 1-0. En ufortjent føring, på en chance, der var Ulbjergs eneste i anden halvleg. Meget meget bittert for DGT, der i situationen følte sig meget bortdømt. Det kan der jo som bekendt ikke laves om på, men ja det var unfair! Lidt efter fløjtede dommeren kampen af, og det var en flok DGT'ere der hang med hovedet efter kampen. Træner, Michael Skals, roste holdet for en fantastisk indsats, der desværre endnu en gang gav 0 point.
 
Dagens mand blev Mads Thorsager med 7 stemmer efterfulgt af Aaby. De to spillede også en stor kamp i midterforsvaret.
 
Næste kamp er på lørdag, hvor Stoholm kommer på besøg. Et sted de sædvanligvis ikke har det for godt.
 
SHML"

hp
Tilbage