Nyheder


05.08.2010:
Optakt til fredagens kampe 
Inden den store finaledag lørdag spilles der fredag aften placeringskampe fra 5. til 8. pladsen. Læs Anders L. Jakobsens optakt her.

Traditionen tro spilles der fredag aften om de sekundære placeringer ved årets Fjends Cup. De fire hold vil i den grad bruge kampene til at komme i form til efterårets turnering, og her er der knap så meget på spil, hvilket normalvis giver underholdende kampe, hvor der plejer at være mere fokus på det offensive end det defensive.

Kampen om 5. pladsen

Feldborg/Haderup – Ravnsbjerg
Begge mandskaber havde på forhånd realistiske forhåbninger om at nå finalerunden. Det lykkedes dog ikke, og med denne kamp kan de se hinanden an i forhold til efterårets to turneringskampe i serie 3. ”Den Gule Fare” fik to smalle nederlag til Stoholm og Mønsted, og så var deres rolle i puljen udspillet. I den sidste kamp kom mandskabet tilbage på rette kurs med en indiskutabel 3-0 sejr over Vridsted. Her lykkedes det også for anfører Christian Sørensen at få puttet bolden i nettet to gange, så han er måske ved at finde målformen igen.

Hvor FHIF’erne allerede inden tirsdag vidste, at det ikke blev til finalerundedeltagelse i denne omgang, så var Ravnsbjerg noget tættere på. Helt ind til 5 minutter før tid var ”De Grønne” semifinaleklar, men så ødelagde Skals det hele ved at score det altafgørende 2-1 mål. Derfor må Per Eriksens tropper tage til takke med kampen om 5. pladsen, men det fjerner ikke indtrykket af et hold, der bliver spændende at følge i efteråret. Dog er to af holdets profiler – Rune Nørgaard og Niels Andersen – ikke med fredag, men RIF’erne har stadig mange gode spillere.

Kampen om 7. pladsen

Vridsted – Sparkær
Derimod var det ikke den helt store overraskelse, at disse to hold ikke kom videre til finalerunden. Begge mandskaber var på forhånd undertippet, da de som de eneste i øjeblikket er repræsenteret på serie 4 niveau. I det kommende efterår er holdene i samme pulje – den såkaldte dynamitpulje, hvor det på forhånd er umuligt at forudse, hvordan det vil gå.

Vridsted har generelt haft et skidt 2010. Det står i skærende kontrast til 2009, hvor holdet først kom i Fjends Cup finalen og senere hen rykkede op i serie 3. Her i foråret har holdet indkasseret en indiskutabel nedrykning til serie 4, og i Fjends Cup er det blevet til 3 nederlag, og målscoreren hedder 1-13. Det vigtigste for Lars Lunnes tropper må være at slutte godt af, så man er klar til et hårdt efterår, hvor pilen kan pege begge veje, når regnskabet skal gøres op i oktober. To gange tidligere har Vestfjends-holdet måtte slutte sidstepladsen ved Fjends Cup.

Poul Vistisens Sparkær-hold har egentlig gjort det okay. Godt nok blev det kun til et point, men holdet spillede med i alle tre kampe. På forhånd må værtsklubben påtage sig favoritværdigheden fredag aften, og hjemmeholdet vil nok gøre alt for at undgå den sidsteplads, som Sparkær kun har fået en gang i de første 27 år!

ALJ
Tilbage