Nyheder


26.07.2010:
Jakobsens opvarmning - 2. del 
Inden foråret gjorde undertegnede Sparkær til oprykningsfavorit, men på den led skuffede Poul Vistisens tropper. Holdet var simpelthen alt for ustabile. Den ene weekend tilføjede man de suveræne oprykkere fra Herrup deres eneste nederlag på 4-1, for runden efter at spille uafgjort med Stoholms 2. hold. Sparkær blev faktisk også overhalet af 4. holdet fra Kjellerup, så det var ikke så godt. 

Eneste forudsigelse, der i den grad holdt stik, var Vridsteds notoriske problemer i serie 3. Vestfjends-holdet rykkede i efteråret op i serie 3, men her kunne holdet ikke gøre alverden og blot 4 point gav en klokkeklar nedrykning. Disse to lokale hold er kommet i en sand dynamitpulje med Højslev Kirkeby, Højslev Station, Karup/Kølvrå 07 og Vinderup (1). Her skal der ikke gives bud på hverken op eller nedrykning, men det er et uomtvisteligt faktum, at 2 af disse 6 (på papiret gode serie 4 hold) i midten af oktober skal ned i serie 5 – en placering man skal ”døjes” med helt frem til næste sommer!!!

I pulje 1 er de forsvarende mestre fra Stoholm seedet sammen med Feldborg/Haderup. De øvrige to klubber er Mønsted og Vridsted, så der er i den grad sat af til en spændende pulje, hvor tirsdagens afsluttende puljekamp mellem Stoholm og Mønsted ligner en gave til arrangørerne.

I Pulje 2 er det mest vindende hold i gennem Fjends Cup historien – Løgstrup – seedet sammen med Skals. Her skal værtsklubben Sparkær og Ravnsbjerg forsøge at skabe de overraskelser, som der næsten traditionen tro kommer på banerne i Sparkær.

I og med at undertegnede, som reglerne næsten foreskriver det, kommer med fyldige optakter til alle runderne, så skal der ikke her bruges spalteplads på det (nogle vil mene, at der i forvejen er blevet brugt rigelig med spalteplads allerede J). Dog skal alle Tips 12 deltagere, Drømmeholdsdeltagere, oddssættere, trænere der kommer med trænertips, tilskuere og spillere vide, at der nok skal komme uventede resultater – alt andet vil i den grad være et brud på traditionerne. Det er også altid forbundet med stor usikkerhed, hvilke spillere de respektive trænere har til rådighed, og det kan naturligvis også få indflydelse på resultaterne.

Sidste år kom redaktionssekretæren til at opdele Fjends Cup i 4 ”store” hold og 4 ”små” hold – dengang indfriede kun Stoholm og Skals forventningerne om at gå videre, mens Løgstrup og Mønsted skuffede. Derimod overraskede Vridsted og Feldborg/Haderup ved at spille sig til finalerunden, men i år undlades det at dele holdene op på denne måde – det er også blevet besværliggjort af Fjends Cup ledelsens meget kontroversielle beslutning om at fratage Mønsted den seedning, som holdet stort set har haft patent på i alle år. Måske er det netop det, der skal til for at vække Østfjends-holdet af dvalen – tænk sig – Mønsted har ikke vundet Fjends Cup siden 1999!!! Kan I huske det, ellers er holdet her med Sparkær-træner Poul Vistisen som anfører og Peter Hansen som topscorer med 13 mål - det højeste antal nogensinde:



Bagerst f.v.:
Kim Madsen (holdleder), Miki Torp, John Pedersen, Carsten Winther, Tonny Harritz, Jakob Madsen, Jens Peder Mortensen, Poul Vistisen, Frank Mikkelsen (træner) og Anton Hansen (holdleder).
Forrest f.v.: Michael Skovgård, Mikkel Clausen, Rasmus Jønsson, Jan Harrestrup, Peter Hansen, Lars Østergaard og Steffen Jensen.

På den store sportsscene denne sommer kommer man naturligvis ikke uden om VM i fodbold. Men på grund af den fremskredne brug af spalteplads, så bliver det ganske kort. Her skal det blot konstateres, at DK ikke kom videre fra det indledende puljespil, men det kom vel heller aldrig rigtig til at svinge for Morten Olsens tropper.

Undertegnede har derudover altid sympati for Tyskland, men holdet blev bremset i semifinalen af de senere vindere fra Spanien. Efter finalen var det vist også almen mands opfattelse, at turneringen fik den rigtige vinder. ”De Orange” brugte i hvert fald alle kneb for at stoppe Iniesta, Xavi og co., så det var godt, at det ikke kunne betale sig i det lange løb.

Når den store sportsscene ikke fylder meget i år, så hænger det naturligvis også sammen med, at min ven Roger ikke vandt i Wimbledon. Der mangler ligesom noget, når det schweiziske ikon ikke står med trofæet i London, men det blev Nadal, der tog titlen – det gjorde han i øvrigt også i 2008, hvor Spanien blev Europamestre, og nu altså i 2010, hvor Spanien så blev Verdensmestre – gad vide om den synske blæksprutte har noteret sig det?!

Heldigvis vandt Federer Australian Open i starten af året, og dermed er verdens største sportsnavn oppe på uforglemmelige 16 Grand Slam titler. Det lader sig dog ikke skjule, at han har virket slidt på det seneste, og der er efterhånden langt op til Nadal på verdensranglistens 1. plads. Nu kommer US Open i starten af september, og her bliver det spændende at se, om han kan komme tilbage – det håber jeg!!!

 

God Fjends Cup til alle!

 ALJ
Tilbage