Nyheder


31.07.2014
Igen en tæt kamp mellem Stoholm og Skals
De to klubber har ofte givet tilskuerne tætte og seværdige kampe i Fjends Cup. Denne semifinale var ingen undtagelse.

Det så ikke ud til, at Stoholm-spillerne var hæmmet af det pludselige trænerskifte, selv om Skals chokstartede med et mål i første minut af Mikkel Hermann og havde muligheder for yderligere scoringer. Men Rasmus Højbjerg tog godt fra i Stoholm-målet.

Udligningen faldt midt i halvlegen ved hurtige Emil Løber, men Lasse Broberg sikrede Skals en halvlegsføring kort før pausen. Stoholm fightede dog godt videre efter pausen, og det gav bonus, da Peter Hansen scorede på hovedstød efter lidt klumpspil i det 65. minut.


Peter Hansen - i midten i baggrunden - har udlignet til 2-2. Han lykønskes af Eric Hansen og Fl. Bennedsgaard.

Den stilling holdt, og så blev der linet op til de underholdende amr. straffespark, hvor der skal scores inden for 10 sekunder, efter at spilleren er startet med bolden ved midterlinjen.


Der var intensitet i kampen. Her Lasse Broberg i grøn i kamp om bolden med Eric Hansen og Allan Søndergaard fra Stloholm.

I den øvelse var Skals bedst til på mål af Steffen Jensen, Kasper Kurdahl og Nicklas Kristensen, mens anfører Christian Holmgren og Lasse Broberg brændte. Det gjorde Morten Bigum, Fl. Bennedsgaard og Peter Hansen også for Stoholm, så Eric Hansens og Uffe Sørensens scoringer var ikke nok.


Skals-spillerne stormede i bedste VM-stil op til målmand Nicklas Kristensen, da det hele var afgjort i straffesparkskonkurrencen.


Stoholm-træner Morten Groth:
Jeg er meget tilfreds med vores fight og synes at resultatet i ordinær kamp er fair på trods af overvægt af spil og chancer til Skals. De første 10 min. er vi på hælene men får efterhånden organisationen på plads, men jeg ærgrer mig over, at vi giver dem et lidt for let mål lige før pausen. Vi får med en fortsat god fight udlignet med noget så sjældent som et Peter Hansen mål på hovedstød :-). amr. straffe er tilfældigheder og den her er den første, vi har tabt i mange år.

Skals-holdleder Ajant:
En rigtig god kamp, som vi desværre ikke er dygtige nok til at afgøre i den ordinære spilletid. Stoholm kæmper også flot, men alt i alt synes jeg, at det dog er fortjent, at vi løber med den eftertragtede finalebillet til sidst. Nicklas Kristensen skal roses for det store ansvar i straffesparkskonkurrencen. Han viser, hvilken klassekeeper, han er og er den sikreste til at sparke og redder selv det, der skal til. vi ser frem til lørdag med en rask træner (Kasper Klavsen var syg torsdag aften, red.) og et meget sultent Skals-mandskab

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside