19.07.2014
Så starter opvarmningen
Redaktionssekretæren er vågnet her midt i skolernes sommerferie og har begået en optakt, der i længde og skarpe kommentarer ikke er set tidligere. Vi starter lidt blødt ud med noget ligegyldigt tennis og starten på VM i Brasilien.

Sommeren er over os, vi bevæger os stille og roligt op i gennem juli, og det betyder, at vi snart er klar til den 32. udgave af Fjends Cup. Dermed skal I kære læsere naturligvis heller ikke snydes for lidt skriverier fra redaktionssekretærens hånd – som jeg plejer at skrive, så er det heldigvis frivilligt, om man vil læse det eller ej.

Traditionen foreskriver også, at der på denne spalteplads er givet ytringsfrihed til at berøre forskellige emner, og det kan jo være farligt at give personer, for hvem det kan klø i fingrene, når først tastaturet for alvor bliver varmet op. Jeg skal dog nok forsøge at lade være med at være alt for kontroversiel i den kommende tid, men jeg håber også, at alle har forståelse for, at der kan blive plads til godmodige drillerier.

Nå, lad os så komme i gang med det, som det hele handler om – nemlig Fjends Cup. Nå nej, vi starter selvfølgelig med en gennemgang af sommerens sportsbegivenheder, og eftersom jeg gennem tiden har mistet interessen for Tour de France, så skal det ikke få fokus her.

Derimod er min store kærlighed til tennis og i særdeleshed den traditionsrige Wimbledon-turnering velkendt, og dette års ketche-svingeri i London bød som altid på dramaer af den anden verden. Min enorme fascination af det schweiziske ikon Roger Federer – efter min mening en af verdenshistoriens største sportsnavne (altså ikke blot tennisnavne) – er også velkendt, og derfor var der dømt ro i stuen søndag den 6. juli, da fænomenet spillede sin 9. Wimbledon-finale.

Det gik op og ned, men desværre så betød de godt 4 timers spil, at verdensetteren Novak Djokovic fra Serbien hev sejren i land. Æv, æv, æv – men sådan er sport, og de to gentlemen var også fantastiske at høre på efterfølgende, men når nu man holder med Federer, så var der naturligvis skuffelse at spore i det lille hjem i Stoholm.

Derimod lykkedes det at få sin vilje i den netop overståede VM-turnering i fodbold. Næst efter DK så har jeg altid holdt med vores naboer mod syd, og når så holdet samtidig spillede det bedste og mest seværdige fodbold i Brasilien, så var glæden stor, da Mario Götze fornemt sparkede kuglen i kassen efter 113 minutters spil på Maracana Stadion i Rio de Janeiro. En helt i gennem fortjent triumf der heldigvis også har kastet lidt håndører af sig i form af diverse væddemål på både arbejde, hos venner og i den nærmeste familie.

Efter min mening kom, så og sejrede Tyskland på absolut fortjent vis, og generelt var slutrunden opløftende, selvom der sneg sig lidt fedtspilleri ind i nogle af de afgørende kampe. Specielt semifinalen mellem Holland og Argentina var en langgaber af dimensioner, og jeg vil give eksperter og kommentatorer ret, når de siger, at alt for mange af den slags kampe jager publikum og seere væk – men igen – den slags kampe var i den grad i fåtal i det store sydamerikanske land.

Hvad vil sådan en slutrunde så blive husket for – ja, det kan man jo først få svar på om x antal år, men min gode ven på Skive Folkeblad Ole Tang har givet sit bud i avisen lørdag den 12. juli, og jeg er ikke enig med ham.

...fortsættes.