Nyheder


24.07.2014
Større jævnbyrdighed i pulje 1
Stoholm stillede ikke et hold, der lignede serie 1 niveau, men det var nok til en sikker 3-0 sejr over Sparkær. I den anden kamp viste Mønsted overraskende godt spil og drillede favoritterne fra HBI og vandt 2-1.

Åbningskampen mellem Stoholm og Sparkær blev resultatmæssigt ikke den store spænding, selv om Sparkær på ingen måde var spillet bagud. Stoholm var bare bedre og scorede de nødvendige mål.

Sparkær fik også bolden over stregen ved stillingen 2-0, da Anders Schmidt hamrede bolden på overliggeren og ned bag Rasmus Højgaard i målet. Dommer Henrik Junge kunne retfærdigvis med sin placering ikke dømme bolden inde, men det var den iflg. godt placerede tilskuere.

Kort efter lukkede Nicolaj Christensen så kampen helt med målet til 3-0.

Herover er Stoholms spillende træner Søren Offersen på bolden. T.v. Per "Unge" Jensen og t.h. Christoffer Holm. Bagerst Sparkær-anfører Daniel Brøns.

- En fortjent sejr efter en svingende indsats, mente Stoholm-lejren. Sparkær-træner Claus Højgaard ærgrede sig over passivitet ved Stoholms mål, men var ellers godt tilfreds med holdets spil i store dele af kampen. - Vi kan bare ikke score mål, sukkede Højgaard efter kampen.

Aftenens positive overraskelse stod Mønsted for, da de vendte 0-1 til 2-1 over Hersom/Bjerregrav. Lars Kviesgaard hjalp ellers modstanderne godt i 1. halvleg, hvor han sendte en tilbagelægning forbi Jakob Mikkelsen i Mønsted-målet, så Rasmus Storgaard let kunne score.

HBI havde et lille overtag før pausen, men i 2. halvleg var Mønsted bedst og ændrede med to scoringer efter dødbolde kampens forløb. Det holdt dog hårdt til sidst, hvor HBI havde et skud på Mønsteds overligger.


Kristian Svendsen mellem to HBI-spillere. Han scorede Mønsteds sejrsmål.

- Det var røveri, at HBI var foran ved pausen. Vi spiller stort set optimalt kampen igennem og kun en mega forsvarsfejl holder HBI inde i kampen, mente Mønsted-træner Steen Vang.

HBI-siden så kampen som lige, hvor begge hold skabte chancer.

- Inden Mønsteds to mål, havde vi en kæmpe chance for at komme på 2-0, men deres målmand præsterede hele tre redninger i træk og holdt bolden ude, fortæller Anders Nis Andersen fra HBI.

- hp
Tilbage

Kampsponsor for Fjends Cup 2014:

Hovedsponsorer for Fjends Cup 2014:


Se hjemmeside



Se hjemmeside